Ferie i Skagen

Foldens Hotel
Skt. Laurentii Vej 41
Tlf. 98 44 11 66
www.foldens-hotel.dk

skagen hotel

Skagen Hotel
Skt. Laurentii Vej 35, 9990 Skagen
Tlf. 98 45 01 66
www.skagen-hotel.com

Alt hvad du kan forvente af en ferie i Skagen!

Vi starter med lidt historiefortælling 🙂

En af Danmarks mest besøgte feriedestinationer er uden tvivl Skagen helt på toppen af Danmark, og år efter år synes turismen i byen at nå nye højder – Men turisterne har næsten altid været her.

Skagen blev “opdaget” som feriested helt tilbage i midten af 1800-tallet.

Den danske superstar af en historiefortæller H.C. Andersen kickstartede turisteventyret, da han på en af sine ekspeditioner endte helt mod nord. Den verdenskendte forfatter indlogerede sig på Brøndums Hotel og forelskede sig straks i byen, og han beskrev stedet og det særlige lys med stor begejstring. Især beretningen af det specielle lys i Skagen tiltrak den nu så kendte kunstnerkoloni, som blev grundlagt med Holger Drachmanns ankomst i 1872, og han fik som bekendt senere følgeskab af de anerkendte Skagensmalere, P.S. Krøyer og Ancher – resten er historie.

Allerede omkring år 1900 var Skagen nu anerkendt som mondænt feriested, og det gav selvfølgelig endnu mere opmærksomhed til den lille by med nord, at også kongefamilien hyppigt besøgte stedet, hvor de lidt senere fik bygget egen sommerbolig, Klitgården – i lokale munde “Kongevillaen”. En lavine var skabt – de royale trak det fine borgerskab med sig, og snebold-effekten, der blev startet dengang ruller stadig.

På samme tid begyndte især Højen at ændre sig. Det var på en tid, hvor badehoteller var særdeles populære, og de skød op i massevis i det hidtil lille fiskerleje lidt syd for Skagen.

Dagens turisme blev grundlagt efter krigen

Efter 2. verdenskrig oplevede Skagen et fald i turismen, som skyldes især skyldes muligheden for de nu så populære charterferie til især de spanske ferieøer, som snart blev allemandseje. Det mondæne overklassefolk kunne ikke længere havde disse rejseoplevelser for sig selv. I 1980 blev turismen i Skagen igen sat på dagsordenen takket værd dette folk – som nu gerne opholdte sig på de tidligere badehoteller i Gl. Skagen, som var blevet omdannet til timeshare lejligheder. “Krokodille-kolonien” i Højen var en kendsgerning. De lokales humoristiske navngivning stammede selvfølgelig fra en overflod af Lacoste tøj på de besøgende.

… Og Krokodillerne ses stadig i bybilledet – især i den famøse Uge 29, der kaldes for Hellerup Ugen, hvor det pastelfarvede sommertøj og røde Ferrarier pryder bybilledet.

Skagen har rigtig meget at byde på, men hvis man endnu ikke har oplevet byen i uge 29, så bør man få denne oplevelse vinget af – dette er en seværdighed i sig selv.

Overnatningsmuligheder

Skagen befolkningstal på ca. 7.600 fastboende bliver hver sommer mange doblet. Man regner med at byen har omkring 1.4 millioner besøgende hvert år. Dette medfølger selvfølgelig en stor efterspørgsel for hotelkapacitet og andre overnatningsmuligheder – og dem har Skagen MANGE af!

Udover de åbenlyse sengepladser fra byens forholdsvis mange hoteller, råder byen også over hele 3 campingpladser i selve byen og et par stykker umiddelbart syd for Skagen. Stadigvæk kan det være svært at finde et sted at bo i højsæsonen. Derfor har mange lokale skagboer og sommerhusejere valgt at leje deres boliger ude. Mange af dem gennem udlejningsbureauer.

Skagens seværdigheder

Skagen har en lang række must-see turistattraktioner. De mest ikoniske og fotograferet er nok Den Tilsandede Kirke, Grenen, Skagen Vippefyr, Fiskepakhusene på havnen.

En stor del af Skagens popularitet skyldes byens historie. Denne er rigt dokumenteret af byens adskillige museer. Mest kendt er Skagen Museum, hvor du kan se værker fra de gamle Skagensmalere, men der findes også Naturhistorisk Museum, Skagen By- og Egnsmuseum. Flere af de kendte Skagen kunstneres boliger er ligeledes åbne for besøgende. For de små råder byen over et Bamsemuseum 🙂

Syd for Skagen ligger Råbjerg Mile. Her kan du opleve et helt enestående ørkenlandskab, fremkommet af Danmarks største vandremile, som vandrer flere meter om året og opsluger alt på sin vej.

I Skagen området findes også den lille forlystelsespark Farm Fun og Ørnereservatet.

Skagens natur og strande

Skagen er kendt for sin smukke natur og til tider ret barske miljø. Dette er måske den største turistattraktion i Skagen. Udover Danmarks nordligste bastion, Grenen, er byen omgivet af skøn natur med højt til himlen – Termen “Lyset Land” er ikke bare grebet ud af den blå luft.

Området gør Skagen, med de smukke strande og klitplantager, til det ideelle udflugtsmål for det aktive friluftsmenneske. Der findes adskillige traveruter i området. Skagen Odde har desuden et rigt fugleliv, man ikke ser mange andre steder i landet – hvorfor byen også hvert år tiltrækker mange hundrede fuglekiggere. Skagen Naturhistorisk museum og Det Grå Fyr er især anbefalelsesværdigt til naturmennesket.

Skagen er som bekendt omgivet af vand, så i sagens natur findes der mange strande i området – og der er lidt for enhver smag. Den mest populære og kendte strand er uden tvivl Sønderstrand ved det ikoniske vippefyr. Denne er naturligvis også bedst besøgt, og her holder livredderne også til. Umiddelbart på den modsatte side af Skagen Havn findes Damsted Strand – bedst kendt som “stranden ved Kongevillaen”. Her kan man være lidt mere i fred – og denne strand er særdeles børnevenlig. 10 kilometer syd for Skagen finder du Bunken Strand. Bunken er især besøgt af mange lokale.

På modsatte side af odden kan du besøge nordstrand, stranden i Højen, og Stranden 2. Disse strande er knap så børnevenlige, og vandet kan til tider være ret barsk. Til gengæld kan du på denne side se Danmarks måske smukkeste solnedgang.

Skagens forretningsliv

Skagen har et forholdsvist stort udvalg af spændende specielbutikker i forhold til en by af tilsvarende størrelse – det skyldes igen at byen til tiden tiltrækkes af rigtig mange mennesker. Der eksisterer selvfølgelig en del sæson-butikker, men mange kan holde åbent hele året på grund af særlig stor periodevis særlig stor omsætning.

Skagen gågade ligger på Sct. Laurentii Vej, og her finder du flere af landets store kæder repræsenteret sammen med mindre specielbutikker. Butiksmiljøet fortsætter dog langt ud over gågaden ned mod Østerby.

Du kan læse lidt mere om, hvad der rører sig i Skagen forretninger i vores handels-sektion.

Spisesteder

Skagen er mest kendt for sine mange fiskerestauranter på havnen, men tilbyder herudover en lang række af spændende spisesteder.

Havnevej i Skagen er kendt som byens forlystelsesgade. Her ligger restauranter, caféer og pizzariaer side om side. Byens mange hoteller har også særdeles anerkendte køkkener, her kan særlig nævnes Ruths Hotel og Brøndums Hotel. Helt ude på Grenen finder du Restaurant De 2 Have – her kan du nyde et godt måltid med panoramaudsigt over Grenen og de to have der mødes. Smukkere bliver det næppe.

Barer og natteliv

Der er gang i Skagens natteliv, især i perioden omkring den notoriske Uge 29.

I Skagen finder du alt fra de traditionelle brune værtshuse med håndbajere og indendørs rygning – til natklubber, hvor du kan bestille et bord til 25.000 kr. Alt i alt lidt for enhver smag og pengepung.

Det legendariske Discoteque Hyttefadet i Gl. Skagen er et must for den yngre del af Hellerup segmentet. Her flyder rosévinen i stride strømme, og det er ikke unormalt at barregningen for en aften løber op i et stort femcifret beløb.

Er man mere til en stille og roligt håndbajer, og måske lidt røverhistorier fra de lokale, så skal man besøge Havnekroen, Kompasset eller Linie 74.

Skagen har også sit eget lokale bryghus. Skagen Bryghus tilbyder også mad – og har hele sommeren et stort livemusik program. Her er der altid basis for en fest og en fællessang.

Buddy Holly på Havnevej er midtbyens diskotek i hele 3 etager, hvoraf “Kælderen” henvender sig til det lidt mere modne publikum. Det samme gør sig gældende for Jakobs Café og Bar, som også ofte har livemusik på programmet.